San Felice er en mellemgod, stor producent i det østlige Chianti Classico. Kvalitetsmæssigt ligger producenten nogenlunde i midten - man kan godt smage på vinene, at der går mere industri end nøjsom kvalitet i den, men de smager skam helt ok, og prisen (på "tilbud") er i orden.
En af deres topvine hedder Poggio Rosso, og årgang 2000 var en særdeles god årgang for den vin. Faktisk valgte jeg at købe 18 flasker i Føtex da de i sin tid solgte den til 99 kr.
Til og med 2008 har Poggio Rosso også været glimrende, men det er tydeligvis ikke en vin beregnet til lagring. Kraften er her i begyndelsen af 2011 helt gået af den, og tilbage er en behagelig moden Sangiovese-saft uden de dyder, der ellers gør toscansk vin til noget ekstraordinært.
Det er iøvrigt ikke underligt, at en supermarkedsvin ikke er beregnet til lagring (vinen er også lagret på 225 liters barriques, hvilket allerede under lagringen har bombarderet de ellers gode druer med ilt og fad), men Poggio Rosso skulle jo være en af San Felices topvine af højere kvalitet.
Der er stadig producenter på det toscanske marked, der laver vine der bliver bedre med årene, men så er man nok nødt til at søge væk fra supermarkederne.
Kort sum: San Felices Poggio Rosso 2000 er i 2011 en stor skuffelse, og producenten bør revidere sine angivelser for hvor lang tid vinen kan ligge - de er nok baseret på tidligere generationers produktionsmetoder.
torsdag den 31. marts 2011
søndag den 27. marts 2011
Amarone og Ripasso
Ser man tilbudsaviserne igennem fra de danske supermarkeder, bliver italiensk vin fuldstændig domineret af Amarone og Ripasso.
De to vintyper lader til at være blevet de mest populære italienske vine blandt os danskere, og det er faktisk ikke så underligt, når man ser på hvilke vine vi ellers hælder i hovedet.
Fransk vin, som står for (eller i hvert fald BØR stå for - kvaliteten er meget svingende) elegance og lethed har tabt pusten på markedet, og oversøisk vin - især Chilensk - har vundet indpas.
De Chilenske vine er ikke særlig elegante, men for et kræmmerfolk med.... skal vi sige svingende fokus på kvalitet i maden, er de perfekte. Fra en meget lav pris er de vellavede, lette at drikke og generer ikke manges ganer. Jeg hørte en italiener omtalte den sydamerikanske vin som "Cola-vin" - nem at gå til, alle kan drikke den, og den er hurtig glemt igen.
De moderne vine fra Valpolicella har en del tilfælles med dem. De er ligeledes nemme at gå til, har stor kraft og sødme fremfor elegance, og de er til at betale. Problemet er bare, at de fuldstændigt mangler stil, egnstypicitet, og at de ikke er pengene værd! De går smagsmæssigt imod alt det jeg holder af ved italiensk vin, og jeg vil til hver en tid foretrække at betale 50 kr. for en chilensk vin fremfor 50 kr. for en supermarkeds-"ripasso".
Når jeg skriver "ripasso" er det fordi disse supermarkedsversioner af vinene overhovedet ikke smager som den ægte vare. Jeg vil ikke forsøge at overbevise eventuelle læsere - smag selv.
Tippet herfra er dog: Drop de billige versioner af vin med "store" navne, det være sig Amarone, Brunello, Barolo osv. og køb cola-vin for pengene istedet. Der er tale om smagsmæssige forfalskninger, der ikke giver nogen vin-oplevelse alligevel.
(Og husk, at når supermarkedet skriver "normalpris 199 kr. tilbud: 99 kr", så er vinens reelle pris 99 kr. - de 199 er en fiktiv pris, er udelukkende har til formål at snyde os vinkøbere til at tro at vi gør en god handel.)
De to vintyper lader til at være blevet de mest populære italienske vine blandt os danskere, og det er faktisk ikke så underligt, når man ser på hvilke vine vi ellers hælder i hovedet.
Fransk vin, som står for (eller i hvert fald BØR stå for - kvaliteten er meget svingende) elegance og lethed har tabt pusten på markedet, og oversøisk vin - især Chilensk - har vundet indpas.
De Chilenske vine er ikke særlig elegante, men for et kræmmerfolk med.... skal vi sige svingende fokus på kvalitet i maden, er de perfekte. Fra en meget lav pris er de vellavede, lette at drikke og generer ikke manges ganer. Jeg hørte en italiener omtalte den sydamerikanske vin som "Cola-vin" - nem at gå til, alle kan drikke den, og den er hurtig glemt igen.
De moderne vine fra Valpolicella har en del tilfælles med dem. De er ligeledes nemme at gå til, har stor kraft og sødme fremfor elegance, og de er til at betale. Problemet er bare, at de fuldstændigt mangler stil, egnstypicitet, og at de ikke er pengene værd! De går smagsmæssigt imod alt det jeg holder af ved italiensk vin, og jeg vil til hver en tid foretrække at betale 50 kr. for en chilensk vin fremfor 50 kr. for en supermarkeds-"ripasso".
Når jeg skriver "ripasso" er det fordi disse supermarkedsversioner af vinene overhovedet ikke smager som den ægte vare. Jeg vil ikke forsøge at overbevise eventuelle læsere - smag selv.
Tippet herfra er dog: Drop de billige versioner af vin med "store" navne, det være sig Amarone, Brunello, Barolo osv. og køb cola-vin for pengene istedet. Der er tale om smagsmæssige forfalskninger, der ikke giver nogen vin-oplevelse alligevel.
(Og husk, at når supermarkedet skriver "normalpris 199 kr. tilbud: 99 kr", så er vinens reelle pris 99 kr. - de 199 er en fiktiv pris, er udelukkende har til formål at snyde os vinkøbere til at tro at vi gør en god handel.)
torsdag den 17. februar 2011
Supertoscanere
Vi har alle været der - vi overhører en fyr prale af hvilke fantastiske vine, han fik i går aftes. "Jeg elsker supertoscanere / Barolo / Brunello / IndsætFornemtVinnavn, de er virkelig de bedste vine der findes.
Men hvad er en supertoscaner egentlig? For at forklare det, er vi nødt til at begynde med den måde, produktion og markedsføring af italiensk vin bliver kontrolleret. I mange år var de franske vine, betragtet som det bedste i verden, de havde et strengt system til regulering af, hvor fornem hver vin var, afhængig af det område, og måske endda hviklen vinmark den kom fra, kendt som "cru".
Det virker måske fjollet at mærke vine baseret på et standardiseret system i stedet for bare at skrive hvilken producent den er fra, men tænk over, hvordan vin adskiller sig fra for eksempel malerier. Du kan se et maleri, se på det fra forskellige vinkler, og beslutte, om du ønsker at købe det. En flaske vin er bare en glasflaske med en etiket og kork. Og noget rødt indeni selvfølgelig. Bortset fra et par anmelderes udtalelser, har man ingen idé om, hvad man køber.
Italienerne lavede fantastiske vine, men også massive mængder af dårlig bordvin, som ingen ønskede at importere. Ordene "Italiensk vin", havde endda en dårlig klang, så de besluttede at gøre noget ved det af flere grunde, hvoraf jeg vil nævne to:
1. For at gøre det lettere at adskille italienske vine fra hinanden ved at vise forskellighed i smag fra region til region.
2. Forbedring af kvaliteten i hele Italien.
For at gøre dette, blev kategorierne lavet, inspireret af den franske ordning. De fineste vine blev kendt som "D.O.C.G." (Se Wikipedia for uddybning), som fortæller, at det er en "old school" vin fra et bestemt distrikt, der kontrolleres grundigt af et lokalt vinkonsortium. Reglerne varierer fra DOCG til DOCG, men for eksempel er der regler om, hvilke druer skal være i vinen, hvor længe den skal modne, hvordan flasken er formet og så videre.
De næstfineste vine blev kendt som DOC, der siger, at det er en old school vin fra et bestemt distrikt, men med færre restriktioner.
Som nummer tre kom "IGT", som dybest set bare siger, at det bør være druer fra den lokale region. For eksempel, en I.G.T. Piemonte skal indeholde druer fra Piemonte alene.
Endelig "bordvin", som .... ja, man behøver ikke engang behøver at skrive på flasken, hvilken årgang det er.
NÅ, hvis du er en vinproducent, der bor i Chianti Classico i Toscana, vil du sikkert gerne lave en Chianti Classico DOCG. Den er kendt over hele verden, og smagen er fantastisk. Dog skal du anvende mindst 80% procent Sangiovese (den lokale toscanske drue) i en Chianti Classico DOCG. Så hvad nu hvis du fandt ud af, at Merlot-druen giver det bedste resultat i din vinmarker?
Dette er, hvad der skete for flere vinmagere i Toscana. De vidste, at de kunne lave en bedre vin, end hvad det standardiserede system ville lade dem, så de måtte "degradere" eller "deklassificere" deres vine, og sælge dem som en IGT (Som ifølge ordningen bør være af en ringere kvalitet).
Vinelskere i hele verden købte disse I.G.T. vine, og fandt ud af, at nogle af dem var fantastisk gode. Berømte vine som Sassicaia, Tignanello og Vignamaggios supertoscaner blev pludselig temmelig dyre, selvom de havde en lav officiel "rang" i det italienske vinsystem. Så de blev nu kendt som supertoscanere
Da ordet supertoscaner pludselig blev et buzzword, havde hver en producent, i Toscana pludselig en supertoscaner. Enhver vin, der ikke passede ind i DOCG eller DOC-systemet, fik det nye hotte navn, og både i teori og praksis, betyder det, at der er ingen måde at sige, hvorvidt supertoscanere er bedre end andre vine.
De er simpelthen italienske vine fra Toscana med en lavere officiel klassifikation end de traditionelle toscanske vine.
Husk at fortælle det til den smarte fyr, der praler med sin 50-kroners supertoscaner fra Netto.
Men hvad er en supertoscaner egentlig? For at forklare det, er vi nødt til at begynde med den måde, produktion og markedsføring af italiensk vin bliver kontrolleret. I mange år var de franske vine, betragtet som det bedste i verden, de havde et strengt system til regulering af, hvor fornem hver vin var, afhængig af det område, og måske endda hviklen vinmark den kom fra, kendt som "cru".
Det virker måske fjollet at mærke vine baseret på et standardiseret system i stedet for bare at skrive hvilken producent den er fra, men tænk over, hvordan vin adskiller sig fra for eksempel malerier. Du kan se et maleri, se på det fra forskellige vinkler, og beslutte, om du ønsker at købe det. En flaske vin er bare en glasflaske med en etiket og kork. Og noget rødt indeni selvfølgelig. Bortset fra et par anmelderes udtalelser, har man ingen idé om, hvad man køber.
Italienerne lavede fantastiske vine, men også massive mængder af dårlig bordvin, som ingen ønskede at importere. Ordene "Italiensk vin", havde endda en dårlig klang, så de besluttede at gøre noget ved det af flere grunde, hvoraf jeg vil nævne to:
1. For at gøre det lettere at adskille italienske vine fra hinanden ved at vise forskellighed i smag fra region til region.
2. Forbedring af kvaliteten i hele Italien.
For at gøre dette, blev kategorierne lavet, inspireret af den franske ordning. De fineste vine blev kendt som "D.O.C.G." (Se Wikipedia for uddybning), som fortæller, at det er en "old school" vin fra et bestemt distrikt, der kontrolleres grundigt af et lokalt vinkonsortium. Reglerne varierer fra DOCG til DOCG, men for eksempel er der regler om, hvilke druer skal være i vinen, hvor længe den skal modne, hvordan flasken er formet og så videre.
De næstfineste vine blev kendt som DOC, der siger, at det er en old school vin fra et bestemt distrikt, men med færre restriktioner.
Som nummer tre kom "IGT", som dybest set bare siger, at det bør være druer fra den lokale region. For eksempel, en I.G.T. Piemonte skal indeholde druer fra Piemonte alene.
Endelig "bordvin", som .... ja, man behøver ikke engang behøver at skrive på flasken, hvilken årgang det er.
NÅ, hvis du er en vinproducent, der bor i Chianti Classico i Toscana, vil du sikkert gerne lave en Chianti Classico DOCG. Den er kendt over hele verden, og smagen er fantastisk. Dog skal du anvende mindst 80% procent Sangiovese (den lokale toscanske drue) i en Chianti Classico DOCG. Så hvad nu hvis du fandt ud af, at Merlot-druen giver det bedste resultat i din vinmarker?
Dette er, hvad der skete for flere vinmagere i Toscana. De vidste, at de kunne lave en bedre vin, end hvad det standardiserede system ville lade dem, så de måtte "degradere" eller "deklassificere" deres vine, og sælge dem som en IGT (Som ifølge ordningen bør være af en ringere kvalitet).
Vinelskere i hele verden købte disse I.G.T. vine, og fandt ud af, at nogle af dem var fantastisk gode. Berømte vine som Sassicaia, Tignanello og Vignamaggios supertoscaner blev pludselig temmelig dyre, selvom de havde en lav officiel "rang" i det italienske vinsystem. Så de blev nu kendt som supertoscanere
Da ordet supertoscaner pludselig blev et buzzword, havde hver en producent, i Toscana pludselig en supertoscaner. Enhver vin, der ikke passede ind i DOCG eller DOC-systemet, fik det nye hotte navn, og både i teori og praksis, betyder det, at der er ingen måde at sige, hvorvidt supertoscanere er bedre end andre vine.
De er simpelthen italienske vine fra Toscana med en lavere officiel klassifikation end de traditionelle toscanske vine.
Husk at fortælle det til den smarte fyr, der praler med sin 50-kroners supertoscaner fra Netto.
Abonner på:
Opslag (Atom)