San Felice er en mellemgod, stor producent i det østlige Chianti Classico. Kvalitetsmæssigt ligger producenten nogenlunde i midten - man kan godt smage på vinene, at der går mere industri end nøjsom kvalitet i den, men de smager skam helt ok, og prisen (på "tilbud") er i orden.
En af deres topvine hedder Poggio Rosso, og årgang 2000 var en særdeles god årgang for den vin. Faktisk valgte jeg at købe 18 flasker i Føtex da de i sin tid solgte den til 99 kr.
Til og med 2008 har Poggio Rosso også været glimrende, men det er tydeligvis ikke en vin beregnet til lagring. Kraften er her i begyndelsen af 2011 helt gået af den, og tilbage er en behagelig moden Sangiovese-saft uden de dyder, der ellers gør toscansk vin til noget ekstraordinært.
Det er iøvrigt ikke underligt, at en supermarkedsvin ikke er beregnet til lagring (vinen er også lagret på 225 liters barriques, hvilket allerede under lagringen har bombarderet de ellers gode druer med ilt og fad), men Poggio Rosso skulle jo være en af San Felices topvine af højere kvalitet.
Der er stadig producenter på det toscanske marked, der laver vine der bliver bedre med årene, men så er man nok nødt til at søge væk fra supermarkederne.
Kort sum: San Felices Poggio Rosso 2000 er i 2011 en stor skuffelse, og producenten bør revidere sine angivelser for hvor lang tid vinen kan ligge - de er nok baseret på tidligere generationers produktionsmetoder.
torsdag den 31. marts 2011
søndag den 27. marts 2011
Amarone og Ripasso
Ser man tilbudsaviserne igennem fra de danske supermarkeder, bliver italiensk vin fuldstændig domineret af Amarone og Ripasso.
De to vintyper lader til at være blevet de mest populære italienske vine blandt os danskere, og det er faktisk ikke så underligt, når man ser på hvilke vine vi ellers hælder i hovedet.
Fransk vin, som står for (eller i hvert fald BØR stå for - kvaliteten er meget svingende) elegance og lethed har tabt pusten på markedet, og oversøisk vin - især Chilensk - har vundet indpas.
De Chilenske vine er ikke særlig elegante, men for et kræmmerfolk med.... skal vi sige svingende fokus på kvalitet i maden, er de perfekte. Fra en meget lav pris er de vellavede, lette at drikke og generer ikke manges ganer. Jeg hørte en italiener omtalte den sydamerikanske vin som "Cola-vin" - nem at gå til, alle kan drikke den, og den er hurtig glemt igen.
De moderne vine fra Valpolicella har en del tilfælles med dem. De er ligeledes nemme at gå til, har stor kraft og sødme fremfor elegance, og de er til at betale. Problemet er bare, at de fuldstændigt mangler stil, egnstypicitet, og at de ikke er pengene værd! De går smagsmæssigt imod alt det jeg holder af ved italiensk vin, og jeg vil til hver en tid foretrække at betale 50 kr. for en chilensk vin fremfor 50 kr. for en supermarkeds-"ripasso".
Når jeg skriver "ripasso" er det fordi disse supermarkedsversioner af vinene overhovedet ikke smager som den ægte vare. Jeg vil ikke forsøge at overbevise eventuelle læsere - smag selv.
Tippet herfra er dog: Drop de billige versioner af vin med "store" navne, det være sig Amarone, Brunello, Barolo osv. og køb cola-vin for pengene istedet. Der er tale om smagsmæssige forfalskninger, der ikke giver nogen vin-oplevelse alligevel.
(Og husk, at når supermarkedet skriver "normalpris 199 kr. tilbud: 99 kr", så er vinens reelle pris 99 kr. - de 199 er en fiktiv pris, er udelukkende har til formål at snyde os vinkøbere til at tro at vi gør en god handel.)
De to vintyper lader til at være blevet de mest populære italienske vine blandt os danskere, og det er faktisk ikke så underligt, når man ser på hvilke vine vi ellers hælder i hovedet.
Fransk vin, som står for (eller i hvert fald BØR stå for - kvaliteten er meget svingende) elegance og lethed har tabt pusten på markedet, og oversøisk vin - især Chilensk - har vundet indpas.
De Chilenske vine er ikke særlig elegante, men for et kræmmerfolk med.... skal vi sige svingende fokus på kvalitet i maden, er de perfekte. Fra en meget lav pris er de vellavede, lette at drikke og generer ikke manges ganer. Jeg hørte en italiener omtalte den sydamerikanske vin som "Cola-vin" - nem at gå til, alle kan drikke den, og den er hurtig glemt igen.
De moderne vine fra Valpolicella har en del tilfælles med dem. De er ligeledes nemme at gå til, har stor kraft og sødme fremfor elegance, og de er til at betale. Problemet er bare, at de fuldstændigt mangler stil, egnstypicitet, og at de ikke er pengene værd! De går smagsmæssigt imod alt det jeg holder af ved italiensk vin, og jeg vil til hver en tid foretrække at betale 50 kr. for en chilensk vin fremfor 50 kr. for en supermarkeds-"ripasso".
Når jeg skriver "ripasso" er det fordi disse supermarkedsversioner af vinene overhovedet ikke smager som den ægte vare. Jeg vil ikke forsøge at overbevise eventuelle læsere - smag selv.
Tippet herfra er dog: Drop de billige versioner af vin med "store" navne, det være sig Amarone, Brunello, Barolo osv. og køb cola-vin for pengene istedet. Der er tale om smagsmæssige forfalskninger, der ikke giver nogen vin-oplevelse alligevel.
(Og husk, at når supermarkedet skriver "normalpris 199 kr. tilbud: 99 kr", så er vinens reelle pris 99 kr. - de 199 er en fiktiv pris, er udelukkende har til formål at snyde os vinkøbere til at tro at vi gør en god handel.)
Abonner på:
Opslag (Atom)