torsdag den 31. marts 2011

San Felice - Poggio Rosso 2000

San Felice er en mellemgod, stor producent i det østlige Chianti Classico. Kvalitetsmæssigt ligger producenten nogenlunde i midten - man kan godt smage på vinene, at der går mere industri end nøjsom kvalitet i den, men de smager skam helt ok, og prisen (på "tilbud") er i orden.
En af deres topvine hedder Poggio Rosso, og årgang 2000 var en særdeles god årgang for den vin. Faktisk valgte jeg at købe 18 flasker i Føtex da de i sin tid solgte den til 99 kr.
Til og med 2008 har Poggio Rosso også været glimrende, men det er tydeligvis ikke en vin beregnet til lagring. Kraften er her i begyndelsen af 2011 helt gået af den, og tilbage er en behagelig moden Sangiovese-saft uden de dyder, der ellers gør toscansk vin til noget ekstraordinært.

Det er iøvrigt ikke underligt, at en supermarkedsvin ikke er beregnet til lagring (vinen er også lagret på 225 liters barriques, hvilket allerede under lagringen har bombarderet de ellers gode druer med ilt og fad), men Poggio Rosso skulle jo være en af San Felices topvine af højere kvalitet.

Der er stadig producenter på det toscanske marked, der laver vine der bliver bedre med årene, men så er man nok nødt til at søge væk fra supermarkederne.

Kort sum: San Felices Poggio Rosso 2000 er i 2011 en stor skuffelse, og producenten bør revidere sine angivelser for hvor lang tid vinen kan ligge - de er nok baseret på tidligere generationers produktionsmetoder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar